Søg
Close this search box.
Hvorfor gør du det ikke bare i morgen? - Michele Brock

Livet er for kort til at nøjes

Når jeg har interviewet Jer løbere, har det været ud fra idéen om, at alle har en historie at fortælle. Det var i den grad også det, jeg oplevede, da jeg spurgte Michele, om hun ville fortælle om sin motivation for løb.

Sport på Eliteplan

Michele er 25 og har altid været meget aktiv. Hun har siden, hun var barn dyrket sport på eliteplan og har bl.a. været tilknyttet U-14 landsholdet i fodbold. ” Sport og motion har altid fyldt meget i min hverdag, og jeg har altid været meget dedikeret og seriøs omkring min sport,” fortæller Michele.

Michele fortæller videre, “for mig er løb mere end bare løb – det er på en eller anden måde et frirum, som giver mig ro og energi, hvor jeg samtidigt kan komme ud med forskellige følelser.”

Det er dog ikke kun hverdagens almindelige stress og jag, som Michele har haft behov for at ‘løbe ud af systemet’.

Alvorlig sygdom i familien

Michele har siden hun var lille haft alvorlig sygdom inde på livet, da hendes mor over flere omgange har været ramt af kræft.

“Første gang hun blev syg, var jeg 10 år,” fortæller Michele. Da Micheles mor igen i 2012 fik et tilbagefald, og Michele samtidig skulle til at starte på CBS, valgte hun at lægge fodbolden på hylden. Der var simpelthen ikke mentalt overskud og plads i kalenderen til de mange faste træninger om ugen.

“Kombinationen af fire fodboldtræninger om ugen, kampe i Jylland hver weekend, uddannelse på CBS og en syg mor kunne ikke hænge sammen,” fortæller Michele.

Løber for at bearbejde sorg

At stoppe til fodbold fik Michele til at trække i løbeskoene i stedet for. Ud over at give motion har løbet også haft en anden positiv indvirkning på Michele.

“Min mors sygdom har helt klart haft en stor indflydelse på mine mange timer i løbeskoene. Løbeskoene blev hurtigt mit frirum, og der hvor jeg kunne slippe tanker og følelser løs,” fortæller hun.

“Måske lyder det mærkeligt, men det har på en eller anden måde været en form for terapi. Jeg kunne vågne om morgen og være mega ked af det, bange og nervøs, og efter en løbetur var det som om, at jeg igen havde fået luft, kunne trække vejret og se lidt mere positivt på det hele,” fortsætter hun.

Som mange af de løbere jeg har snakket med, er løb bare generelt med til at give overskud i hverdagen, og det har det også for Michele. “Løb har helt sikkert også givet mig overskud til at kunne være der for min mor og hele min familie.”

Hvorfor gør du det ikke bare i morgen?

Nogen gange skal man ikke tænke så meget over tingene, men derimod bare gøre det. Det fandt Michele også ud af.

“En dag sagde jeg til min mor, at jeg egentligt rigtig godt kunne tænke mig at løbe et halvmarathon, og hendes svar var meget simpelt: ”Jamen hvorfor gør du det ikke bare i morgen?”. Og ja, den 8. juni 2013 var derfor dagen, hvor jeg løb mit første halvmaraton,” fortæller Michele. Løbet gik fra Fredensborg til Hillerød og tilbage igen og Michelle kom igennem på  lige omkring 01:45.

Det skulle senere vise sig at være startskuddet til mange flere kilometer i løbeskoene.

Konkurrencemennesket

Michele er et stort konkurrencemenneske og elsker at presse og udfordre mig selv, og derfor har hun efterhånden også deltaget i en del løb. “I 2014 løb jeg Copenhagen Marathon på 03:11, og ellers har jeg løbet Copenhagen Half Marathons en del gange og også Esrum Sø rundt.”

Normalt løber Michele omkring 100 kilometer om ugen. “Jeg elsker det. Især synes jeg, at en morgenløbetur er den bedste måde at starte dagen på,” fortæller hun begejstret.

Uddannelse til løbetræner

Efter 15 år med kræft og 11 forskellige kemobehandlinger mistede Michele desværre sin mor i april 2018.

“Det har selvfølgelig og helt naturligt været en rigtig svær tid for hele min familie, men vi har altid og i hele forløbet stået tæt sammen og hjulpet hinanden,” fortæller Michele.

Følelsen af at livet er skrøbeligt og kan være kort, er noget, der rammer mange, der har eller har haft sygdom inde på livet.

Til det fortæller Michele, “alt dette har virkelig fået mig til at tænke over mit liv og sætte det hele lidt i perspektiv. Jeg er derfor også kommet frem til, at livet er for kort til at bruge tid og kræfter på noget, man ikke gider eller brænder for.”

“Jeg har altid vidst, at løb har betydet rigtig meget for mig, men det er nok egentligt først nu, at jeg har fået overskud til tænke nærmere over, hvordan det har hjulpet mig i mange år,” fortsætter Michele.

Af samme grund tilmeldte Michele sig DGI’s løbetræneruddannelse i august 2018. “Jeg vil så gerne give min glæde ved løb videre til andre og samtidigt motivere og hjælpe dem med at opnå deres mål,” fortæller hun.

Glæden ved at motivere andre

I forbindelse med uddannelsen besluttede Michele sig for at oprette en Instagramprofilen @micheleb_runner, der udelukkende har fokus på hendes løb og samtidigt hendes kommende  job som løbetræner.

“Jeg elsker at dele mine løbebilleder på Instagram, og synes det er så fedt, at der er et kæmpe løbefællesskab her,” fortæller hun.

Michele bliver færdiguddannet løbetræner d. 3. november 2018.

Her til sidst vil jeg gerne takke Michele for den meget ærlige fortælling. Det skal blive spændende at følge dig i fremtiden.

Facebook
Twitter

Læs også

100 dages løb i træk

100 dages løb i træk

Måske kender du den der følelse af tilfredshed når man har været ekstra god til at passe sin løbetræning i en periode,

Løbesko Valg 2018

Venstre eller Højre?

Løbesko kan man ikke få nok af og så snart der kommer nye modeller på markedet får man naturligvis et voldsomt behov

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder og gode tilbud fra Danske Løbere

Bemærk!
Efter tilmelding vil du modtage en mail hvor du skal bekræfte din tilmelding